Jeg vil i det næste stykke tid sætte ord og ansigt om alle de fordomme der er på Grønlændere. I dag vil jeg gå til min forældres generation, i den tid hvor fordommene virkelig blev skabt og kreeret, og som lever videre idag.
Mine forældre var egentlig ikke anderledes end andre grønlændere på det tidspunkt, de levede. De blev født i 1943 og 1944. De fik sammen 5 børn. Min mor havde et barn fra tidligere ægteskab og fik et barn mere efter dette ægteskab, så jeg har i alt 6 søskende. Det var ikke noget forkert eller anderledes i det. Det der særskiller deres historie er, at de i deres ungdom og voksenliv oplevede en kæmpe forandring i den grønlandske histore. En tid der skal ændre hele vores histore fra at være et lille folkefærd der lever et enkelt og fredelig liv, til at der kommer dansker derop og skal forandre et helt kultur. I den periode opstår der en masse foredomme, da der bliver en ubalance hos grønlænderne og danskerne. I den periode lever mine biologiske forældre og mine adoptive forældre sammen i byen, Sisimiut. De kender ikke hinanden personligt, og de lever hver deres liv. Mine adoptive forældre kommer derop i starten af 70’erne og tager deres børn med. Min adoptiv far får en lærer stilling og senere får min adoptiv mor en frisør salon, som er på det hotel, som min adoptiv onkel ejer. Mine forældre lever godt og har stor økonomisk udbytte af at tage en stilling i Grønland og hjælper det grønlandske folk at skabe et bedre og sundere liv. Min adoptiv far trives deroppe og nyder naturen, det frie liv og folket. For min adoptiv mor blev det de 5 hårdeste år af hendes liv, har hun fortalt. Hun kunne ikke tåle at se alle de sociale problemer, hvilket også blev på en måde min byrde, da jeg som barn og ungdom måtte høre på det og deale med det.
I den tid var der stor klasseskilde. Danskerne var de uddannet og fik større løn, og flere rettigheder end grønlænderne. De fleste grønlændere var selvlært i deres erhverv. I mine papir står der, at min biologiske far var fabriksarbejder og der står ikke, hvad min biologiske mor lavede. Kun at hun arbejder. I denne tid er det, at alle foredommene kommer og at vi i denne periode mister en masse mennesker både fysisk og på den åndelig plan.
Pludselig skulle de leve efter skemaer og struktur, der var skabt af danskere, som havde det tæt under huden fra det danske samfund. De skulle arbejde fra mandag til fredag, og lønning den sidste dag i måneden. De skulle bruge og leve af naturen efter arbejdstid samt i weekenderne. Mine biologiske forældre skulle bygge en dansk arbejds moral op, som ikke fandtes hos dem, og som danskerne havde brugt generation efter generation at bygge op. Alt det skulle mine biologiske forældres generation igennem. Rigtig mange grønlænder bukkede under. De var naturmennesker og havde svært ved at blive lukket inde i bloklejligheder og svært ved at indgå på arbejdsmarkedet. Mange begyndte at drikke, for at bedøve sig selv, og andre havde kæmpe sorg, der aldrig blev healet.
Foredomme som grønlænder stiv begyndte at poppe op. En af de andre foredomme var, at grønlænderne ikke kom på arbejde, når de havde fået løn. Så sad de bare og drak deres penge op. Andre foredomme var, at man ikke kunne stole på, hvornår de kom på arbejde. Og alt er bygget på, at danskerne dømte grønlænderne for ikke at gebærde sig som danskere. Alt den dom knækket en helt generation, og de mistede deres identitet og deres åndelighed. De blev overvældet af så stærke kræfter ude fra, at selv den stærkest kulde og den hårdeste storm ikke kunne forandre det. Denne generation led i den mørkeste tid i den grønlandske historie. Det siger ikke så lidt om den tid, som mine biologisk forældre levede i Sisimiut.
Min biologiske far havde det som isbjørnen i Zoologiske Have på Frederiksberg. Isbjørnen blev skør af at trave frem og tilbage i den lille bås. Det blev min far også. Han blev skør af at have for lidt plads. Han ville ud og jage, han ville ud og fiske. Han så, at nu var det tid til at skyde ryper, men istedet måtte han stemple sig ind på fabrikken de næste 8 timer. Han så ud over havet, hvor hans blik kunne hvile sig i det uendelige, og måtte gå hjem og stirre på væggen, og sove for at vente til lørdag med at være i naturen. Han jublede, når han fik en kæmpe sæl eller hval i fangst, og ville med glæde dele sin bytte med familien. Han jublede med samme energi, når han fik løn. Han mærkede ikke forskel på det. Kun dommen fra danskerne, at de syntes, at han var en idiot, som ikke kunne holde på hans penge. Han kom nogle gange ikke på arbejde, fordi han hellere ville gå på jagt på fjeldet eller på havet og have lidt fred i sjælen. Han blev gjort til grin og peget på af danskerne. Den store flotte mand min far var, som var høj og flot, blev mindre og mindre sjæleligt. Han bukkede under og begyndte at drikke. Han blev agressiv, når han var fuld. Han blev voldelig mod min mor og senere på os børn. Min mor bad om skilsmisse. Hun kunne ikke holde ham ud, og fik en voldsdom på ham. Jo mere han gav slip på sig selv, jo flere dæmoner sneg der ind i ham.
En dag kunne han ikke længere se sig selv i øjnene. Han kunne ikke leve et liv uden min mor. Han hang sig selv en nat i november i 1973, da vi børn sov hos ham. Mine ældste søstre fandt ham, og jeg husker kun, at jeg ser hans fødder hænge i luften. Jeg hørte en masse skrig, og at der derefter var kaos omkring mig. Jeg oplever fred omkring min far. For første gang har han fået fred, og jeg forstår ikke alt det kaos der bliver skabt. Det næste stykke tid er der kaos, og mit liv bliver mere roligt, da jeg kommer til den danske familie i Grønland. Her kommer jeg til til den danske kultur, som slog min far ihjel. Jeg elske den nye familie og ville ikke tilbage. Nogle gange mødte jeg min biologisk mor i Brugsen sammen med min adoptive mor i Sisimiut. Jeg husker tydeligt hendes sorg i øjnene, og kunne mærke hendes sorg på lang afstand bagefter. Jeg hadede hende og jeg elskede hende på samme tid. I sommeren 1974 eller 75 rejste jeg til Danmark. Jeg sagde farvel til mit ophav.
I går eftermiddags havde jeg besluttet for at skrive om mine forældre. Da jeg vågnede her til morgen, havde der været den første frost i Danmark på denne side af året. Jeg følte, at mine forfædre var der, og at de er her. Jeg så alle de frostkrystaller glimre og glitter i haven. Jeg så frost i himlen i alle dens farver. Jeg oplevede den storhed verden er, og at det kun er os mennesker der kan begrænse os selv og hinanden. Jeg elsker, når jeg går ud over tid og sted, og hviler blikket langt op i himlen og ud i universet. Derude hviler jeg og og derude finder jeg mig selv.
Dette indlæg er til minde for mine forældre Theodora og Lars Isak. Til minde for deres generation.